Fra 12
til 18 årh. gravede friserne tørv i marsk og
vadeområdet, til udvinding af salt.
Istarten af tørvegravningssæssonen,
gravede man en lang grube, og stak med lange stænger,
en 2-5 meter lang klægskorpe af.
Denne erhvervsaktivitet blev udelukkende praktiseret
i sommerhalvåret.
Klæglaget blev vippet ned i gruben, og
den salte tørv var blotlagt, og kunne graves fri. Tørven
kunne nu med hestevogn transporteres ind til den højere
liggende tørreplads.
Nordfriserne fortsatte med saltudvindingen som
bierhverv et stykke ind det 18 årh. Efter stormfloden
i 1362 gravede saltsyderne ikke længere tørv
i marsken, men på vaden. Med små sejlbåde
sejlede man ud i vadehavet, og gravede ved ebbe salttørven
op. Ved næste flod sejlede man ind til land, hvor kvinderne
tog imod, og med kærrer transporterede tørven
op til tørrepladsen.
|
