Salt
kan beskytte næringsmidler mod råd og fordærv,
og fik derfor meget tidligt en afgørende betydning
som konserveringsmiddel. Fisk var i middelalderen en væsentlig
næringskilde og spillede også en central rolle
som fastemad. For at beskytte fiskene mod fordærv når
de skulle transporteres til kystfjerne områder, blev
fiskene gjort holdbare ved saltkonservering.
Skåne forsynede dele af Europa med sild.
Sildene blev lagt i trætønder, forsynet med salt
- lag på lag, og derpå fragtet til bestemmelsessteder
rundt i Europa.
Ved Helgoland fangede friserne i det 16 årh. store mængder
sild, som blev konserveret med salt. I Atlanten op til New
Foundlands kyster, gik især baskerne på torskefangst.
Torskene blev delt i to og dernæst tørret og
saltet, så de kunne gøres holdbare til den lange
hjemtransport. Disse klipfisk var et vigtigt ernæringsgrundlag
i middelalderen.
Når det om efteråret blev knapt med foder til
dyrene, var det slagtetid. Kødet blev gjort holdbart
ved nedsaltning. Enten gned man kødet ind i salt, eller
man lagde kødet ned i en saltlage. Kødet blev
derefter opbevaret i trækar med et låg, der sluttede
så tæt, at luften blev holdt ude.
Om sommeren og efteråret var det tid til
høst af grøntsager, urter og svampe. For at
få denne årstids overflod af vegetabilsk føde
til at række til magre tider, var saltning en af de
vigtigste konserveringsmetoder.
På samme måde kunne holdbarheden hos smør
og ost forlænges væsentlig ved tilsætning
af salt. |
 |
|
