Før
den store stormflod i 1362 var saltudvinding i Nordfrisland,
et af hovederhvervene. Små virksomheder organiserede
lige fra tørvegravning frem til salget af den frisk
udvundne salt. Den danske konge, hertugen af Slesvig, og biskoppen
af Slesvig, modtog en vis del i skat, men lod derudover saltsyderne
have frie tøjler til produktion og salg.
Efter stormfloderne i 1362 og 1634, hvor store
marskområder blev ødelagt, ændrede saltudvindingen
sig til kun at være et bierhverv. Karle og ældre
mænd hentede tørven i forsommeren, kvinderne
overtog afbrændingen, transporten og saltsydningen.
Det var hårdt og dårligt betalt arbejde.
Urkunde
vom 15.7.1400: Leute S.213.)
der Edopmsharde versprechen Bremern freies Geleit,
Erwähnung von acht Salzbuden! (Hamburgisches
Urkundenbuch, bearb. Von Karl Kunze, Bd. 5 (1392 –
1414) Leipzig 1898, Nr 420,
Wytlyk zy al den ghenen, de dessen
bref zen edder horen lezen, dat wy ratlude unde wy
meyne bunden an Edumsherde gheven vrede unde leyde
al den koplude van Bremen, tu uns tu komen an unze
herde, kopenschop tu dryvene an unzeme herde, unde
neyn man eme tu schadene, alzo verne aize ere leyde
sulven nycht eyn breken. Wente in dat Hever dep schol
gy yn leghen, wente dar zund achte hude alle vol zoldes,
valete.478 Unde ik Acghe Autzone leyde ju ok an unze
land tu komen fry tu unde af van mynes heren des hertyghen
weghen.Tu ener bewyzene, dat dyt war is, des hebbe
wy unzes herdes
Urkunde der Edomsharde an die
Bremer Kaufmannschaft um 1400
|
Den videre salg blev overtaget af købmænd,
der opnåede stor velstand. Man kan muligvis tilbageføre
opførelsen af de store kirker på Vadehavsøerne,
og importen af Rhinske stenkister, til denne overklasse. |
 |
|
